Latent

Latent

August 2015 Vildskud Teaterfestival, København

LATENT er en visuel performance, hvor lys, musik og menneskekroppe mødes på ydersiden af TeaterHUSETs mure. Det handler om netværk – dem imellem os, dem der forbinder os gennem digitale koder, dem vi skaber bevidst, og dem vi aldrig opdager, vi har sat i gang.

»LATENT var virkelig det ”vilde skud” på  årets Vildskudfestival – og i sandhed et ”dødsforagtende” projekt. En performance, hvor der helt bogstaveligt er tænkt ud af boksen – og langt  væk fra det sikre scenegulv. Akkompagneret  og omfavnet af kæmpestore, ”sansebombarderende” og suggererende video-projektioner og sugende, sitrende lydlandskaber optræder performere, dels i klatreseler på TeaterHusets lodrette væg, dels i vinduesåbninger, hvor de skiftevis smelter sammen med og bryder igennem de enorme (og enormt smukke) billeddannelser på væggen. Som publikum nede på gårdspladsen, absorberes man i oplevelsen i en grad, der gør én både svimmel og blød i knæene. Mens tyngdekraften, virkeligheden og tingenes almindelige orden for en stund er sat ud af kraft. Det tager lidt tid at finde fodfæstet igen ovenpå Latent.«

– Peter Rafn Dahm, jurymedlem på Vildskud Teaterfestival

Medvirkende
Operasanger: Angelica Asp
Elektroniske musikere: Silver&Steel
Performere: Linette Drejer, Camilla Jørgensen, Gabby Battista, Marlene Kejser & Theresa Lange Olesen
Visuelle designere & teaterteknikere: Marianne & Kristian Glenhammer Rehder
Kostumier & regissør: Irene Kleisdorff Hougaard
Dramaturg: Marie Enevoldsen
PR-materiale: Katrine Glenhammer

LATENT blev støttet af DATS,  DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd.