Bibelen på 45 minutter

En teater-tour de force

Vi tager på turné igen i vinteren 2019/20

Teaterforestillingen BIBELEN PÅ 45 MINUTTER tager på turné på Sjælland hele novembermåned 2019 samt i uge tre og fem 2020 og kommer til Østjylland i uge fire 2020. Der er nu åbent for booking af forestillingen!

Kontakt
Turné på Sjælland: Marlene Kejser, marlene@detandetscenarie.dk / tlf: 23427569
Turné i Østjylland og øvrige: Nanna Graugård Jessen, nanna@detandetscenarie.dk / tlf: 28308875

Hent salgsmaterialet ved at klikke her: Bibelenpå45minutter_Turné2019.20

—————-

BIBELEN PÅ 45 MINUTTER er en teater-tour de force i kristendommens fortællinger og budskaber. Dine guides på turen er sognepræst Kristian Tvilling og hans assistent Marlene Kejser, og sammen med dem skal du høre historier fra både Det Gamle og Det Nye Testamente.

Vi starter ved begyndelsen og besøger både Abraham, Isak og Jakob, Moses, David og selvfølgelig Jesus. Vi flygter ud af Egypten, ser på mirakler, danser os igennem profetbøgerne og deler ud af Paulus’ mange breve. På rejsen bliver poesi, jura og profeti til rap, gys og magi. Vand bliver til vin, Det røde hav deler sig. Og ud af Bibelens 66 bøger strømmer lys, lyd, ord, græshopper, regn, pest, kjortler og andre bibelske rekvisitter, i takt med at de mange historier udfolder sig på scenen.

Gud skabte verden på seks dage. Men kan præsten og hans assistent nå Bibelen på kun 45 minutter?

BIBELEN PÅ 45 MINUTTER er en oplagt forestilling i forbindelse med konfirmandundervisningen, da den giver et overblik over Bibelens opbygning og indblik i de mange fortællinger.

Vi anbefaler forestillingen til publikummer fra 10 år og op, og forestillingen kan med fordel fungere som et konfirmand/forældre-arrangement, eller blot som en anderledes og underholdende indføring i biblen for hele menigheden.

ANBEFALINGER

”Med forestillingen Bibelen på 45 minutter er der sat en ny
standard for formidling af kristendommens historier.”
Eigil Saxe, Provst i Kgs. Lyngby

”Fantastisk fortælleteknik af vores vigtige fortællinger. Skønt at høre teenagerne på vej hjem have taget så meget til sig af det! Underholdende, veludført, indholdsrigt og givende. Tusind tak for en fantastisk oplevelse.”
Birgitte Hald, forælder til konfirmand

”Havde mine konfirmander med inde og se Bibelen på 45 Minutter, og de var virkelig godt underholdt – og oplyst! Tak for det. Kan kun give mine bedste anbefalinger!”
Hanne Jul Jacobsen, præst

”Det, vi bruger et helt semester på – Bibelkundskab – kan gøres let og elegant på en times tid. (…) Anbefales varmt til konfirmander og andre forlystelsessyge sjæle – her er noget for både body, brain, and soul.”
Else Kragelund Holt, lektor i teologi

—————–

På vores turné i november 2018 til februar 2019 besøgte vi disse kirker: Virum Kirke / Lyngby Kirke / Hellerup Kirke / Egedal Kirke / Søborg Kirke / Bistrup Kirke / Frederiksborg Slotskirke / Malling Kirke / Skjoldhøj Kirke / Brabrand Kirke / Bregnet Kirke / Ørum Kirke / UngK Aarhus / Vissenbjerg Kirke / Præstebro Kirke / Kristkirken / Frihavnskirken / Holte Kirke /

Tusind tak til alle kirkerne for den varme og begejstrede modtagelse!

——————

PRAKTISKE INFORMATIONER
  • Priser: Forestillingen koster 9.800 kroner ekskl. moms. Ved
    dobbeltforestilling samme dag i samme kirke opnås rabatpris
    på 15.800 kroner ekskl. moms.
  • Forestillingen spilles i kirkerummet og varer ca. 60 min
  • Forestillingen kræver mørklægning, og spilles derfor efter mørkets frembrud.
  • Ved to forestillinger på samme dag kan spilletidspunkterne fx. være kl. 17.00 og igen kl. 19.30
  • Forestillingen er lavet til at spille for de fem forreste bænkerækker. Dvs. at vi kan rumme maks 60-80 publikummer – alt efter kirkens indretning. Individuelle aftaler angående publikumsantal indgås ved booking.
  • Vi tilpasser forestillingen til det pågældende kirkerum, og har bare brug for strømstik med 220 volt til teknikken.
  • Forestillingen anbefales til publikummer fra 10 år og op.

Klik på billederne for dias

Pressefotos: Anders Teibel // 1983

Medvirkende: Kristian Tvilling og Marlene Kejser
Instruktør: Nanna Graugård Jessen
Scenograf og kostumier: Irene Kleisdorff Hougaard
Dramaturg: Marie Enevoldsen
Ide og manuskript: Kristian Tvilling, Marlene Kejser og Nanna Graugård Jessen

Forestillingen er skabt i samarbejde mellem Virum Kirke og Det andet Scenarie med støtte fra Kongens Lyngby Provstis Udviklingspulje.